Børnehaven
Midt i Haastrup – en lille idyllisk landsby i Sydfyns bakkede landskab, finder du Haastrup børnehave & vuggestue. Vi er er en lille integreret institution, hvor tætte relationer er det bærende fundament for en hverdag fuld af musik, natur og fællesskaber.
Vi har plads til 18+12 børnehavebørn.
Musik, natur og bevægelse
Musik, Natur og Bevægelse er 3 områder vi vægter særligt højt i vores hverdag og pædagogiske praksis og -tilgange.
Vi elsker at være udenfor under åben himmel, både i den kultiverede- og mere vilde natur. Vi finder muldvarpeskud og haletudser i Byparkens eng og sø, vi klatrer højt op på sneglehøjen, leger i skolen når vi besøger naturgruppen, vi cykler på tur i ladcyklen og besøger hestene og giver fårene græs, vi klatre højt op på den store sten i Luther Lunden, kaster med bladene i efteråret, og triller ned af bakken i susende fart i vores egen have hvor vi også laver bål og leger meget med sand og vand.
Spontane sange fylder ret meget i hverdagen. Vi synger om det vi laver, vi synger sammen med børnene og vi synger for dem, og intet er så beroligende som sang når følelserne lige bliver lidt for store at holde ud. Sang gør glad, gør rolig, er fjollet og åbner nye verdner af ord og rim som man kan stampe, trampe og hoppe til.
Nærhed og børnefællesskaber
Vi arbejder med implementering af mindre relations- og fokusgrupper. Vi oplever børnene (og os voksne) profiterer af disse små grupper, da det giver os bedre rum til at
-at støtte det enkelte barn
-fordybe barnets- og den voksnes relation
-i særlig grad styrke børnefællesskaberne
-nuancerer og udvikle børnenes legekartotek
Naturgruppen
Vores største børnehavebørn udgør vores naturgruppe. Det er en gruppe der drager længere være og mere ud i området og de er også væsentligt mere udenfor.
Vi har et stort ønske om at børn, der har gået i Haastrup børnehave og vuggestue, ”flyver” fra os med en særlig stor bunke af erfaringer med og kendskab til
-dem selv som en del af naturens økosystem og orden
- den fauna de vokser op i
-det lokale dyrerige vi selv er en del af
-møderne mellem det vilde og det kultiverede
-hvordan væren under åben himmel påvirker krop og sind
-hvordan det, at være sammen med andre i naturen, er anderledes fællesskabende
Det er vigtigt for os at også naturgruppen - der er så meget udenfor, tilbydes rammer, der tager hensyn til det enkelte barns ressourcer, de forskellige typer børnefællesskaber og sikre en mangfoldighed af aktiviteter og gøremål.
Vi har derfor hen over året naturgruppe på 2 forskellige måder; De varme og milde måneder og vintermåneder
De varme og milde måneders naturgruppe
– så meget og så lang væk som muligt – ud på eventyr
Vi søger ud til vores ”fjern-baser”. Vi skal længere væk fra basen og i længere tid gerne 8:30-13.00.
I løbet af efteråret begynder de ældste så småt at knytte sig an til skolen og de mindste børn deroppe.
Marts, april og Maj og juni – naturen vågner op og folder sig ud og giver i overflod.
Vi skal være så meget ude som vi overhovedet orker.
De ældste skal i Tidlig SFO og herefter skole
August, september, oktober- vi høster, sanker, sylter, henkoger, presser planter, samler frø og andet godt som gemmer til vintrenes sysler og eksperimenter.
En ny gruppe er født og en ny dynamik skal finde sin rytme.
November – vi sanker til julegaver og julekreativiteter.
Ovenstående er meget overordnet og skal selvfølgelig ses i sammenhæng med vores øvrige årshjul, ligesom vi kollektivt også har skiftende sproglige fokus.
Vinter naturgruppe
- Nært og tæt på
December, januar og februar har vi base på matriklen – og tager ud på ture herfra.
Turene er af kortere tidsrum, og med et mere konkret formål for øje.
Turene kan både være som en stor fællesgruppe og opdelt i mindre grupper.
Frokost spises hjemme på egen matrikel
Vi gør brug af gymnastiksal, sløjd og billedkunst i det omfang det er muligt.
Åbningstider
Mandag kl. 6.15 - 16.30
Tirsdag kl. 6.15 - 16.30
Onsdag kl. 6.15 - 16.30
Torsdag kl. 6.15 - 16.30
Fredag kl. 6.15 - 15.30
Om Haastrup Børnehave
Børnehaven har plads til 18 + 12 børnehavebørn og 14 vuggestuebørn. Vores hus er opdelt i 2 åbne stuer med et køkken og et siesta-rum i midten, samt et mindre grupperum.
Børnene er del op i 3 grupper: Vuggestuegruppen (de mindste vuggestuebørn), Boblerne (de ældste vuggestuebørn & de yngste børnehavebørn) og Naturgruppen (de store børnehavebørn).
I disse grupper bruges tiden både i små nære børnefællesskaber og i det lidt større børnefællesskab. Det er vigtigt for os at børnene hver dag har helt fri og uplanlagt tid, hvor vi voksne går med børnene i deres lege, fantasier, umiddelbare impulser og lyst, samt at de hver dag også møder lege, sange, ideer, aktiviteter, materialer, steder, sansninger mm. som vi voksne har udvalgt til dem.
Opdelingen i naturgruppe, bobler og vuggestue, gør sig primært gældende i timerne 9.00-12:00 mandag til torsdag. Det er også i disse grupper, vi deler os op i små relations-grupper
Vi vil gerne gøre barnets overgange så trygge og lette som mulige. Det gælder i opstart, ved overgangene imellem de 3 grupper, og i overgangen til skole.
En god børnehave og sjov børnetid er noget vi skaber sammen, vi kan ikke gøre det uden et tæt samarbejde med jer forældre. I kender jeres barn bedst, og vi har brug for jeres input og hjælp for at kunne give jeres barn de bedst mulige timer sammen med de andre børn og os voksne.
Fællesskaber på tværs af aldre
Fredage, i ydertimerne samt i ferier er vi alle sammen på kryds og tværs. Dette giver rum til andre typer af venskaber og relationer kan blomstre. Her har de mindre mulighed for at lære af de større, de store bliver endnu større når de viser de mindste hvordan man gør, de store kan være små igen, og de mindste kan bevæge sig lidt længere væk fra de voksne i følgeskab med de store.
For os er det vigtigt at alle børn oplever at være en del af forskellige fællesskaber, og at vi voksne er et trygt anker børnene bevæger sig ud i verden sammen med og væk fra. Derfor gør vi os også umage med at børnene oplever at vi voksne har det godt sammen, og at vores forskelligheder er de krydderier, der gør det hele sjovere, mere spændende og giver dem og os selv flere muligheder.
Om morgenen og i ferierne har vi også glæden af det skolebørn der går i Passeren (SFO). Det er helt vildt hyggeligt for de små vuggestue børn at kunne blive læst højt for af de store børn eller sammen lege Den store bagedyst med vores hjemmelavede modelervoks.
Overgange og samarbejde
Vi vil gerne gøre barnets overgange så trygge og lette som mulige. Det gælder i opstart, ved overgangene imellem de 3 grupper, og i overgangen til skole.
En god vuggestue og sjov børnetid, er noget vi skaber sammen - vi kan ikke gøre det uden et tæt samarbejde med jer forældre. I kender jeres barn bedst, og vi har brug for jeres input og hjælp for at kunne give jeres barn de bedst mulige timer sammen med de andre børn og os voksne.
En fri børnehave og vuggestue
Haastrup børnehave & vuggestue er FRI – en del af friskolebevægelsen.
Det betyder at vi i højere grad end ellers, sammen med jer, kan forme vores sted efter hvad vi finder, er rammerne til det gode børneliv.
Det betyder også at forældrefællesskabet og er noget vi går ret meget op i.
Når man starter hos os, bliver man kontaktet af en velkomst-forældre. En velkomst-forældre er en forælder der byder velkommen til forældregruppen og er en man kan række ud til hvis man har spørgsmål eller usikkerheder. Vores tanke er også at det bare rart mindst at kende en anden forældre
I forældre mødes, når I afleverer og henter, til forskellige arrangementer – en del af disse er skabt i samarbejde med forældrerådet og til forældremøde, men vi mødes også til vores enormt hyggelige arbejdsweekender og den årlige generalforsamling.
Når man har et barn hos os, har man også mulighed for at deltage i Friskoleforeningens årsmøde sammen med andre forældre og personale. Det er en gave for børnene at I forældre kender hinanden, og det bidrager også til en øget kvalitet i vores samarbejde med jer og jeres barn.
Børnhavens kerneværdier og faglige profil
Vores profil er musik, natur og bevægelse.
Vores kerneværdier er tryghed, anerkendelse, relation & kommunikation.
En tæt hverdag med Haastrup Friskole
Vi arbejder tæt sammen med Haastrup Friskole og benytter os ofte af skolens gymnastiksal, ligesom vi har mulighed for at benytter billedkunst- og sløjdlokale.
Vi arbejder med en rødtråd i vores pædagogiske udviklingsarbejde, det gør vi på ledelsesplan, fælles personale møder, fællespædagogiskedage og samarbejdet i hverdagen.
Vi samarbejder hen over året om
- Vores 3 fokusområder; musik, natur og bevægelse
- Tematisk arbejde f.eks. sprog, kreative projekter, motionsdage mm.
- Luciaoptog i Haastrup kirke, i BHV og på skolen
- Fredagssang, for de største børnehavebørn
- Sampasning af børn i BHV og Passeren (SFO) om morgen og i ferier
- Og så nyder vi godt af at kunne deltage som publikum til teateropsætninger, musikal-forestilling og koncerter
For mange forældre er det et naturligt valg at deres barn, ved endt børnehave forsætter på Friskolen. Vi har et godt og tæt samarbejde med skolens personale, da vi er en og samme organisation.
Udflugter, ture og ud-af-huset oplevelser med børnehaven
Vi har mulighed for at låne skolens bus, hvilket vi benytter os af, til ture ud af huset, fx besøg på Trente Mølle, stranden, musik/teater på bibliotekerne i kommunen, Svanninge Bakker og meget mere.
Årsplaner og evalueringer
![]() | Evaluering af arbejdet med den pædagogiske årsplan - FMK 2021.pdf |
![]() | Paedagogisk lærplan FMK Haastrup Børnehave og Vuggeste feb 24.pdf |


